Danske Veteranlastbiler

 

Danske Veteranlastbiler

Tekst og Foto: Svend Erik Pedersen, svp@svebo.dk

Lastbiler har altid fra drengeårene i 1950´erne været min interesse, som kom sig af, at jeg i Nordrup Farendløse, sydøst for Ringsted, hvor der i de år var ikke mindre end 6 vognmand, så der var masser af lastbiler at se på, og det var interessant for en dreng som mig. I 2021 er der kun én forretning tilbage.
Jeg har siden fulgt udviklingen omkring lastbilerne, deres opbygning og det der teknisk er sket gennem 65 år, startende med fastlad, roetip, trevejstip, sug / blæs, kraner, påhængsvogne og trailere i mange forskellige fabrikater. Lokalt i Ringsted var det interessant at kikke forbi vognfabrikken Varig på Sorøvej, som byggede påhængsvogne og opbyggede forvogne med forskellige lad. 
Veteranlastbiler har ikke fanget min interesse gennem årene, men jeg bliver af Scania konsulent Niels Nielsen, Ringsted, gjort opmærksom på, at der i Ringsted bliver afholdt et lastbilveteranrally den 30. marts 2016. Her så jeg en række flotte vedligeholdte biler og ikke mindst nogle ejere, som med stolthed viste disse velholdte køretøjer frem og ikke mindst at møde og snakke med ejerne, som i den grad ved noget om det, de har renoveret og sat i stand og gør et stort arbejde for at passe godt på tidligere tiders transportmateriel, og dermed er de også med til at skrive transporthistorie.
Ved dette arrangement i Ringsted, møder jeg Birthe og Poul Ole Jensen og deres to velholdte grønne / beigefarvede biler en Mercedes-Benz 312 fra 1957 og Volvo N84 fra 1972. De driver til daglig Viggo Jensens Vognmandsforretning ApS i Frederikshavn. Vi får den dag en god snak, som efterfølgende bliver udbygget ved, at vi af og til mødes ved disse veterantræf og har løbende tæt kontakt via mail og telefon, hvor der jævnligt udveksles mange oplysninger, og som tiden går kommer vi også ind på vores familieforhold.  Det bliver i sommeren 2017 fulgt op af et besøg hos dem i Frederikshavn, hvor min kone og jeg ser en moderne og veltrimmet virksomhed med 13 kørende enheder.
Siden da har jeg fotograferet mange gamle og velholdte lastbiler og for nogens vedkomne også fået historien bag og billeder af det, som er sat i stand, som om det var en ny lastbil.
Der hvor jeg ikke har taget billederne fremgår det, hvem der har copyright.

 

                                                                                                    Info.
Mellem hver vandret streg kommer en bil, hvis der er 2 billeder er det den samme bil bare før og efter restaureringen og så kommer teksten mellem bilerne, ellers starter teksten over billedet. Over hvert billede står hvem der har Copyright på billedet

Biler fra Sjælland /Lolland-Falster er øverst og under kommer biler fra Jylland

Nyeste opdateringer er mærket sådan = +++++    


 

Sjælland / Lolland-Falster

Før restaureringen

 

Foto: Steen Holsmose

Chevrolet Six Longframe, HK 60, 1931. Ejer: Steen Holsmose, Stege. Lastbilen blev købt som ny af vognmand Niels Peter Kanstrup til ruten Stege – København. I 1937 var der 8 Chevrolet lastbiler, hvor de 3 var med Longframe i forretningen. Steen Holsmose købte bilen i 2005 i meget dårlig stand og restaurerede den frem til 2016, hvor den nu er lige så flot som en ny bil og indregistreret som H 5206 på historiske sorte nummerplader.                                       

 

Foto: Svend Erik Pedersen


Før restaureringen.

Foto: Peter K. Hansen

Volvo LV71D. 1933. Ejer: Peter K. Hansen, Algestrup. Bilen er 6 cylindret 3,3 ltd. 65 HK og 4-trins gearkasse, med hydrauliske bremser. Bilens motor er lavet i Skövde og gearkassen i Köping begge steder har Volvo stadig fabrikker med produktion. Produceret 1932 – 1935 i ca. 3.275 stk. Bilen var fra ny brandbil i Kristianstad i Sverige, mere historie kendes ikke. I 2011 købtes bilen hos en sjællandsk produkthandler, hvor den frem til 2015 får en totalrenovering af ejer som er udlært Volvo lastvognsmekaniker og i dag er salgschef hos Titan / Volvo Lastvogne i Holbæk. Lakering og skrift er udført af, BL Lakering ApS og Gittes Skiltecenter, Ringsted. Sluttelig er den indregistreret på historiske sorte nummerplader. C2823  Foto: SVP.

Efter restaureringen

  Foto: Svend Erik Pedersen


 

Volvo 465, 1963. Ejer: Poul Bek-Pederen, Dalmose. På en tur til Lillehammer i Norge, købtes 2 ”ladefund” i 2006, hvor modelbetegnelsen der var ”Bamse”. Hjemme blev de to biler, hvor den ene var ret dårlig med frostsprængt motor blev brugt som donor, så det blev til én bil i 2007. Anledningen til købet var at Dalmose Vognmandsforretning havde 50 års jubilæum. Når det blev en Volvo 465, var inspirationen, at forretningens stifter Gunnar Bek-Pedersen i 1957 som den første fik en dieselbil på Sydvestsjælland. Bilen har i 10 år været brugt til studenterkørsel, men denne kørsel er stoppet, og nu bruges den alene til hyggeture.

 Foto: Svend Erik Pedersen


 

 

Scania 142H, Intercooler 1985. Ejer: Søren Bek-Pedersen, Karrebæksminde. Bilen har fra ny af været en del af den daglige drift i Dalmose Vognmandsforretning fra 1985 - 2005. Bilen blev i 2006 renoveret af ejeren og er i dag veteranlastbil, som lejlighedsvis har været brugt til specielle arrangementer så som firma og studenterkørsel.

Foto Søren Bek-Pedersen


 

Scania Vabis 76, Super. 1965. med Varig påhængsvogn. Indregistreret 2.1.2015. Ejer: Hjarne Larsen, Frederikssund. Bilen er købt i Porsgrun i Norge uden opbygning, førerhus og ramme af Ole Johnny Madsen og restaureret af ejer selv. Varig påhængsvogn fra 1970 har tilhørt Andelsosteriet Sjælland, Ringsted, og gik efter en Volvo 86N med løse mælketanke, derefter som fragtvogn hos Gunnar Larsen, Slangerup for sluttelig at være køreskolevogn i Tørslev. Bag på bilen står der: Born in Södertalje, Hard work in Norway. Retired in Denmark.

 Foto: Svend Erik Pedersen


 

Scania Vabis 36. 1966. Last 6,5 tons med 3-vejs Nopa tiplad. Motor ds 5 med turbo 130 HK. Ejer: Kaj Hjort, Ejby. Bilen har fra ny af tilhørt vognmand Finn Petersen, Hellestrup / Holbæk. Finn Petersen blev syg og bilen kørte meget lidt for til sidst i 1990 at blive taget ud af drift og sat i garage, hvor den stod til 2003. Nuværende ejer købte bilen i meget fin stand, så det blev til en nænsom restaurering, som kun tog 7 måneder. For og sidefjelder der stadig er de originale fra da bilen var ny i 1966. Nuværende ejer har kørt lastbil i 7 år, for derefter i 37 år at være Falck mand i Roskilde, hvor de sidste 19 år var med sværgods transporter.

 Foto: Svend Erik Pedersen


Foto: Jens Amorsen

Volvo N86, 1967. Ejer: Jens Amorsen, Kyndby. Lastbilens tidligere ejere harværet Knud Larsen, Tyvelse i farverne rødbrun og grøn, senere blev denblålig hos Ejner Larsen, Gimlinge. I 2006 købte Jens Amorsen bilen og foretog en komplet renovering, også af den originale motor. Bilens Varig påhængsvogn på 16 tons, årgang 1968 har tidligere tilhørt Knud S. Nielsen, Sonnerup.

Foto: Svend Erik Pedersen


Volvo F88, 1968, stel nr. 2021. Ejer: Mogens Nielsen, Glostrup. Købt i Båstad i Sverige i 2006. Bilen har kørt som trækker i et tømmerfirma. Ejer og hans søn Martin Nielsen som begge er udlært Volvo mekanikere har sammen med Iver Svendsen på eget værksted restaureret bilen i årene 2007 – 2014, hvorunder den har fået et lad påbygget. I førerhuset ses Jesper Andersen, Studstrup / Slagelse

Foto: Svend Erik Pedersen


Foto: Ingvar Nielsen

Volvo N86, 1968. Ejer: Henry Madsen, Tuse Næs. Lastbilen blev i starten af
1970 érne købt brugt hos Volvo i Dalby / Haslev med sug og blæs af Frederik Larsen, Eskildstrup Mølle, Sneslev / Ringsted, og havde i mange år chauffør Vermund Hansen, Ørslev bag rattet, som var ansat fra 1966 - 1998. Da møllen blev solgt blev bilen sat til side nogle år. Henry Madsen købte bilen og foretog en restaurering, så den i dag er som ny.

Foto: Svend Erik Pedersen


 

Volvo N84, 1969. med 3-vejs tiplad. Ejer: Frede Andersen & Søn, Næstved. I anledning af firmaets 100 års jubilæum i 2003 købte vognmand Hans Vilhelm Andersen bilen af beredskabsstyrelsen og fik den renoveret, som den ser ud i dag. Når det blev en Volvo L 375, så var det, fordi det var den første lastbil, som han købte brugt efter overtagelse af firmaet i 1963 til en pris af kr. 17.000,00 hos vognmand Buchvardt i Herlufmagle. Bilen bruges i dag ved specielle arrangementer og som firmaets ansigt ud af til. 

Foto: Svend Erik Pedersen

 


Foto: A/S Årdal Billag

Scania L 110 S42, 1969. Ejer: Kim Ancker, Ortved. Bilen er købt af Kurt F. Jørgensen, Græsted. Fra ny af leveret som 2 akslet trækker med 1 akslet trailer til brug i linjetrafik Årdal – Oslo for A/S Årdal Billag i Norge. Efter 5 år får firmaet en ny hænger til linjetrafikken, og bilen bliver nu ombygget til bjærgningsbil i firmaet, hvor den erstatter en Scania 76 ved at dennes bil aggregat bliver flyttet over på Scania 110.
Bilen ses herunder som trække af en 1 akslet trailer i linjetrafikken Årdal – Oslo som ny.

Foto: Svend Erik Pedersen


Peterbilt 379-127 EXHD 1988 & Tanktrailer Geusten-lag 1984. Ejer: Kim Ancker, Ortved / Ringsted. Peterbilten er købt i Miami / Florida i 2002 af et leasing firma og udskibet fra Jacksonville til Bremerhaven, hvor Kim Ancker selv kørte bilen hjem til Ringsted. Derefter gennemgik den gennem 19 år en totalrestaurering. Tanktraileren blev købt i Bergen / Norge i 2019, hvor den har tilhørt Svein Hoff Transportservice As, og udskibet til Hirtshals, hvor Kim Ancker´s chauffør Henning "Baloo" Olsen, hentede traileren hjem til Ringsted, hvor der derefter er foretaget en totalrenovering fra tank til husvogn.
Tekniske specifikationer
Type: Peterbilt 379-127 EXHD, Byggeår: 1988 Nashville Tennessee, Motor:
6-cylinder 14 liters Cummins NTC-444 444 hk, Gearkasse: 13 gears Eaton Fuller RTO 15613,
Bagtøj: Rockwell SQ 100, Centralsmøring: Vogel Centralsmøreanlæg, El: 3 x 12 volt, Sovekabine: 63 tommer standup sleeper, Sættevognskobling: Holland,
Tankindhold: 2 x 135 gallon (1 gallon = 3,785 liter), Mål: Længde 8,40 m, Højde 3,90 m, Bredde 2,48 m, Egenvægt: 8300 kg. Dæk: 305/75 R 24,5 G358 GOODYEAR, Fælge: 12 stk Alcoa Alufælge, Owner: Marianne & Kim Ancker.

Foto: Svend Erik Pedersen

Foto: Kim Ancker.

Foto: Svend Erik Pedersen


Volvo N86, 1971. Ejer: Martin Jensen, Snertinge. Bilen er købt i 2007 af Bruno Clausen, Haslev og restaureret af ejeren over en periode på to år, hvor kun maling og skrift er udført med hjælp. Bilen er fra Luleå i Nordsverige tæt på grænsen til Finland, hvor den har kørt i kommunen. Derefter har den kørt en årrække med materialer for en bygmester, inden den blev solgt til Danmark.

Foto: Svend Erik Pedersen


Volvo N88, S, 1971. Ejer: Klaus Jensen, Snertinge. Bilen er købt i november måned 2007 i Norge. I årene 2008 – 2009 blev bilen restaureret af ejer og to venner, samt en dygtig pladesmed for slutteligt at blive malet hos en automaler. Forud har bilen fra 1971 til 1980 kørt i en svensk kommune, hvor vides ikke. Derefter solgt til norsk vognmand, som i 27 år brugte den til grus / asfaltkørsel.

Foto: Svend Erik Pedersen


Scania 110 LS, Super, 6x2 trækker 1974. Ejer: Poul-Erik Johansen, Korsør. Bilen har monteret en sleeper / sovekabine, samt en Wasbart trailer fra Tyskland, den eneste af sin slags i Europa.

Foto: Svend Erik Pedersen

 


Scania 42 H, V8. 1975. Ejer: Børge Larsen, Farendløse. Bilen er købt hos Poul B. Nielsen, Ringsted og sat i stand som veteranbil. Maling og skrift er udført af Ingvar Nielsen, Ørslev. Til brug som veteranbil blev det ikke til noget for Børge Larsen, bilen blev i stedet solgt til vognmand Arne Larsen, Tolstrup.

Foto: Svend Erik Pedersen

 


 

Volvo F 7, Intercooler, 1984. Ejer: Jesper O. Nielsen, Nebsmølle / Jystrup, som blev købt den 1.marts 2017 med 299.000 på tælleren. Bilen er fra ny købt af Kaj Nielsen, Ramsø Containerudlejning, Havdrup og i drift frem til 1996. I perioden 1996 til 2017 var bilen sat til side og afmeldt.

Foto: Svend Erik Pedersen


+++++

Scania 141, V8, Årg: 1978. Ejer Steen Petersen. Bilen er købt i Sverige, hvor den har kørt som tankbil på en flyveplads. Restaurering er sket på eget værksted i årene 2015 – 2018. Varig / Ringsted anhænger: Årg: 1976. Er købt i 2016 af en landmand der brugte den som landbrugsvogn. Er restaureret i 2019 – 2020. Maling er udført af: BL Lakering, Ringsted. Skrift og staffering er udført af: Gittes Skilteservice, Ringsted.

Foto: Svend Erik Pedersen


+++++

Scania 142, Intercooler V8, Årg: 1987. Ejer Ronnie Petersen. Bilen er købt af AC Mejerimaskiner ApS i Løkken i 2016, hvor den var delvis restaureret, de havde købt den som tankvogn fra Sverige. Er færdig restaureret i 2017 af Ronnie Petersen. Istrail trailer: Årg: 1981. Købt i Norge og restaureret færdig i 2021. Maling er udført af: BL Lakering, Ringsted. Skrift og staffering er udført af: Gittes Skilteservice, Ringsted.

Foto: Svend Erik Pedersen

+++++

Foto: Svend Erik Pedersen

 

 

Scania Lbs 141, V8, Variant S34, Stelnummer 1002157, første indregistrering 15. november 1977. Ejer: Max Piet Nielsen, Farendløse. Bilen er købt af Stein-Harry Johansen fra Tromsø i Nord Norge i 2015, hvor den har været i drift frem til 1996.


 

Foto: Torsten Rasmussen

IVECO Turbo Star 190–48, Stelnr. ZCFM1VUH001178467. Første indregistrering i Italien 1.1.1992. Ejer: Torsten Rasmussen, Tune. Lastbilen har kørt i firmaet Edilias i Torino i Italien frem til 2011, hvor den blev afmeldt, bilen havde da rundet 700.000 km. I 2017 køber Torsten Rasmussen bilen i Rødekro i Sønderjylland, hvorefter restaurering påbegyndes med henblik på, at den skal fremstå så originalt så muligt, som en af Jens Werner Nielsens tidligere Iveco lastbiler.

Foto: Svend Erik Pedersen

 

 

Scania Vabis L44, Stel.nr. 78920. Registreret 31.12.1949. Ejer: BRDR. JENSENs GODSTRANSPORT A/S, Nr. Alslev.
Chassiset er importeret af Nordisk Diesel i 1949 og solgt til vognmand Madsen, Vig. I 1988 finder Brdr. Jensen bilen i en Nordsjællandske grusgrav og køber den af Brdr. Adamson.
Bilen blev i 1990 restaureret og har været totalt skilt ad, hvor der er bygget nyt førerhus og lad. Dette arbejde er foretaget af karetmager John Nielsen, Roskilde.
I hverdagen bruges bilen til veterantræf, pr. for firmaet, samt ved konfirmationer og selskabs / studenterkørsel.
Foto: Svend Erik Pedersen


 +++++

Triangel T 42 S, 6 cyl. 4,6 l, 75 HK. Årgang 1938, fra De forenede Automobilfabriker A/S, Odense. Bilen hvortil der også hører en påhængsvogn, ejes af Finn Amorsen, Skibby.
Lastbilen er oprindelig opbygget til brandbil med 22 meter stige af firmaet H. Meisner-Jensen til Frederiksberg Brandvæsen i 1940. Bilen blev brugt frem til 1961, og derefter til 1969 af kommunens tekniske forvaltning. Derefter havde bilen frem til 1990 en omskiftelige tilværelse, hvor der blev påbegyndt en restaurering på Odsherreds Karrosserifabrik i Asnæs. I 1993 skiftede den ejer igen, men projektet blev senere opgivet. I 2009 overtog nuværende ejer bilen og fik i årene 2017 - 2019 restaureret køretøjet. Bilen havde da kørt 34.500 km. Disse oplysninger stammer fra egne og Jens Amorsen, samt et skilt hos Sommers Automobilmuseum. 12.11.2022.

Foto: Svend Erik Pedersen.

Jylland

 

Før restaureringen

 

Foto: Jørgen Hansen

Volvo N86, Variant 44. Registreret 2.10.1969 på norske plader K 70 944.

Bilen har fra 1969 til 2016 været tilknyttet Kjevig Lufthavn, Kristiansand i Norge og har kun kørt der. Ved en auktion i 2016 blev bilen købt af vognmand Jørgen Hansen, Møldrup, som ses på billedet fra auktionen i 2016.
Jørgen Hansen har selv renoveret bilen som omfattede motor, pladearbejde og andre vitale dele, samt klargøring til maling ved Bouet Autolakering, Nørresundby. Derefter indregistreret som AW 81 586, hvorefter den bruges til ferieture, rally -og veteranlastbiltræf i årets løb.

Efter restaureringen

 

Foto: Jørgen Hansen


 

Fyn

+++++  

Foto: Firmaet Poul Skov A/S

Volvo N86. Vogn nr. 1. Første indregistrering i Sverige 30.3.1971. Ejer: vognmandsfirmaet Poul Schou A/S, Odense, v/ Direktør Poul Henrik Schou, Logistikvej 25B. 5250 Odense SV. Bilen er købt af nuværende ejer i 2015 i forbindelse med firmaets 75-års jubilæum. Dette køb var et ønske fra firmaets nuværende ejer Poul Henrik Schou, som er 3. generation i firmaet, om at erhverve en lastbil fra 1970´erne. Bilen er købt af Östanviks Rep & Svets i Furudal, en virksomhed indenfor Maskinhydralik i Midtsverige nordøst for byen Mora i Dalarna, hvor bilen har været i drift frem til 2015. Bilen og Faco-kran er blev renoveret af firmaet Poul Schou A/S, så den nu fremstår så godt som fabriksny. Volvo´en er nu virksomhedens visitkort ud ad til og er af og til ude på specielle opgaver bl.a. til veteranlastbiltræf rundt i landet.

+++++  

Foto: Svend Erik Pedersen


Volvo N1025. Ejer: Henrik G. Larsen, Brændeskov, 5771 Stenstrup. Lastbilen blev fra ny af i april 1977 købt af Kaj Nautrup, Spøttrup ved Skive. Bilen er opbygget med 3-vejs tip med sugeblæseanlæg, træk til påhængsvogn, og beslag til ammoniak tank. Bilen blev taget ud af drift den 6. september 1997, og har derefter stået inde de næste 19½ år. Ejeren har købt bilen af Kaj Nautrup den 5. marts 2017. Bilen ses på Industrivej / Fabriksvej i Skælskør den 14. maj 2021.

Foto: Svend Erik Pedersen

 

 

Her ses lastbiler efter at den i 2021 har fået nyt / gammelt restaureret lad med presenning, sug og blæseteknik.

 

Retur.